Tempuradej er en japansk frituredej, der kan bruges til at fritere… nærmest alt. Grøntsager, kød, rejer eller sushi: intet går fri af den hellige tempura. Det er en af de mest populære madtyper i Japan.

Gå til opskrift

4.75/5 (20)

I sin enkleste form kan tempuradej laves af hvedemel eller rismel – eller en kombination af de to – samt salt, bagepulver og vand.

Den er lettere end vestlige beignetdeje, men mere fyldig end mange asiatiske dejtyper, og den kan laves med koldt vand alt efter, hvilken tekstur du ønsker til sidst. Generelt er den meget hurtig at lave; du får den præcise opskrift sidst i artiklen. Opskriften på rejer i frituredej er et godt eksempel på en “mellemting”

Mine klipfiskefritter er et godt eksempel på beignetdej i “vestlig” stil

klipfiskefritter på en bund af grønt — Mine klipfiskefritter

Tempuraens historie

Japanerne har en helt særlig evne til at tage udenlandske retter og tilpasse dem til japansk smag, så der opstår noget helt nyt og originalt. Mod alle odds er tempuradej et glimrende eksempel på netop det.

Denne frituremetode blev introduceret i 1600-tallet af portugisiske missionærer. Den oprindelige ret er forsvundet, men den var et måltid beregnet til fasten, hvor mange kristne trosretninger ikke må spise kød.

Faktisk kommer navnet tempura fra det latinske ad tempora cuaresme, som betyder “i fastetiden”. Japanerne forvekslede det med navnet på retten og kaldte den derfor tempuradej. Ups.

Tempuradejen blev introduceret i området omkring Nagasaki. På det tidspunkt var Japan afskåret fra resten af verden. Landets eneste kontakt foregik via portugisiske, hollandske og kinesiske handelsfolk og missionærer i denne havneby…

Tempurateknikken var noget helt nyt i Japan. I modsætning til de fleste lande i verden havde man aldrig haft tradition for at fritere mad.

Selvom nabolandet Kina altid havde haft friturestegte retter, og en stor del af den kinesiske madkultur var kommet til Japan århundreder tidligere, havde friturestegning aldrig for alvor slået rod dér.

Død ved tempura

Tempura blev hurtigt en populær snack mellem måltiderne. Tokugawa Ieyasu, Japans første shogun, skulle efter sigende have elsket det.

Legenden fortæller endda, at han døde af at have spist for meget tempura. Selvfølgelig er det nok kun en legende, men er det ikke en langt bedre måde at dø på end at falde i kamp?

Oprindeligt blev tempura især brugt til boller lavet af hakket kød, fisk og grøntsager – stærkt præget af de portugisiske rødder.

Omkring det 18. århundrede begyndte japanske kokke dog at eksperimentere med at fritere hele fisk og grøntsager.

Det var på dette tidspunkt, at tempuradejen fuldendte sin “japanisering”, fordi man i Japan sætter ekstremt stor pris på friske råvarer, der bevares så tæt på deres naturlige tilstand som muligt. Da kokkene begyndte at fritere hele grøntsager og fisk, samtidig med at de bevarede råvarernes unikke smag og karakter, blev det derfor til en ægte japansk ret.

Det var også på dette tidspunkt, at tempura gik fra at være en simpel snack mellem måltiderne til et egentligt måltid i sig selv. kilde