Ægte japanske mitarashi dango

Mitarashi dango – en uimodståelig japansk sød snack

Når de første forårssolstråler bryder frem, er det her japanernes absolutte favorit-snack – og det forstår man godt. De bløde risboller, der er glaseret med en sød soyasauce, overrasker med både konsistens og smag. En perfekt måde at byde foråret velkommen på – direkte fra tallerkenen!

Hvad er mitarashi dango?

Alle, der har set – eller endnu bedre smagt – dem, ved det: Når mitarashi dango (みたらし団子) er lavet rigtigt, er de hele turen værd, især nu hvor de første lune temperaturer melder sig. Sammen med dorayaki, mango sticky rice og hotteoks hører de til de mest elskede asiatiske desserter i verden.

Inden for dumpling-kategorien er mitarashi dango en mundfuld, man kan snuppe uden nogen form for ceremoni. I la cuisine traditionnelle japonaise består den af små søde risboller, der trækkes på bambusspyd og pensles med en sød soyaglasur. Typisk sidder der tre til fem boller på hvert spyd – som oftest fem.

Soyasaucen kan lyde af meget, men bare rolig – den dominerer ikke. Hver mundfuld er blød, smeltende og akkurat tilpas sød, og dango er ovenikøbet forbavsende nemme at lave derhjemme.

Hvor kommer mitarashi dango fra?

Dango har været en højtelsket delikatesse i Japan i århundreder. Første gang, de nævnes, er i et digt fra Heian-perioden (794–1185). Allerede i Jomon-perioden lavede man en slags dango af knuste nødder blandet med varme ris; nogle århundreder senere fandt man på at sætte dem på spyd, og de blev hurtigt fast inventar ved højtider og festivaler.

Navnet »mitarashi dango« menes at stamme fra Mitarashi Matsuri, en festival ved Shimogamo-helligdommen i Kyoto.

Fun fact: Ordet »mitarashi« henviser egentlig til det lille bassin ved templets indgang, hvor de troende skyller hænderne som en del af den rituelle renselse. Dengang blev dango tilberedt som offergave til guderne.

Oprindeligt bestod dango angiveligt blot af rismel og vand. Dengang lavede man typisk omkring ti bambusspyd ad gangen, hvert med fem dango arrangeret som en vifte.

Men hvorfor netop fem? Svaret er uklart. Ifølge én historie var kejser Go-Daigo på besøg under Kamakura-perioden og så fire bobler stige op fra overfladen af Mitarashi-dammen, da han hentede vand – den femte bolle skulle symbolisere øsen. En anden teori hævder, at de fem dango repræsenterer menneskekroppen.

Den øverste – og ofte lidt større – bolle skulle således forestille hovedet, mens de fire øvrige var arme og ben. Helt sikkert er det, at gadesælgere i Kyoto sidenhen begyndte at sælge de små sødheder, hvilket gjorde dango endnu mere populære.

Dango dukker stadig op ved stort set alle japanske kulturfestivaler. I dag findes mitarashi dango i et væld af variationer: Nogle er glaseret med sukker eller soyasauce, andre smager af matcha eller sakura.

Hovedingredienser i mitarashi dango

Joshinko: Et hvidt mel fremstillet af kortkornede japanske ris, som ofte bruges i wagashi (japansk konditori).

Shiratamako: Et mel malet af klæbrig ris, det samme der bruges til mochis. Shiratamako og joshinko opfører sig ikke ens og kan derfor ikke uden videre erstatte hinanden.

Lys sojasauce: Den er tyndere og mindre salt end mørk sojasauce og derfor perfekt til glasuren på mitarashi dango, hvor den milde, let søde smag kommer til sin ret.

Mirin: Sød risvin med masser af umami – et must for den karakteristiske glasur.

Tips til vellykkede mitarashi dango

Som du kan se, kræver opskriften helt særlige meltyper. Mel opfører sig forskelligt, så tilsæt vandet lidt ad gangen, indtil dejen er fast, men stadig smidig og ikke smuldrer under æltning.

Du ender måske ikke med at bruge alt vandet; er dejen for blød, mister bollerne formen under kogningen.

Server dem gerne straks. Mitarashi dango smager bedst, mens bollerne stadig er bløde, og soyaglasuren er varm.

Lader du dem stå for længe, bliver de hårde – og så ryger noget af fornøjelsen.

Kulinariske kilder

Opskriften stammer i sin helhed fra den engelske blog »Just One Cookbook«. Den fungerede nærmest perfekt fra start. Jeg forsøgte at jævne glasuren med kuzu – supertraditionelt, eftersom kartoffelstivelse ikke er japansk – men forskellen var minimal. Har du kuzu på lager, så brug det, men køb det ikke kun til denne opskrift.